Transmedia Storytelling: Når historier lever på tværs af bøger, film, spil og sociale medier

Transmedia storytelling handler om at lade en fortælling eller et fortælleunivers udfolde sig på tværs af flere medier, hvor hvert medie bidrager med noget, som de andre ikke allerede har fortalt. Det er den afgørende forskel mellem transmedia og almindelig genbrug af indhold. En roman, der bliver filmatiseret, er en adaptation. Et citat fra romanen, der deles på sociale medier, er markedsføring. En hjemmeside, der blot gengiver bogens tekst, er digital distribution. Først når et nyt medie tilføjer en selvstændig del af fortællingen, et nyt perspektiv, en sidehistorie, et dokument, et visuelt spor eller en anden måde at opleve universet på, nærmer vi os transmedia storytelling. Begrebet forbindes især med medieforskeren Henry Jenkins, som beskrev, hvordan centrale elementer i en fiktion kan fordeles systematisk over flere kanaler, så de tilsammen danner en koordineret helhed. For et litterært projekt er pointen ikke at være til stede flest mulige steder. Pointen er at vælge medier, fordi de kan noget forskelligt. Bogen kan bære den lange, sammenhængende fortælling, websitet kan åbne personer, steder og baggrund, billeder kan konkretisere en verden, og andre formater kan senere tilføre oplevelser, som ikke bør presses ind i hovedteksten. Transmedia bliver interessant, når udvidelsen gør universet større uden at gøre hovedhistorien dårligere.

Transmedia er ikke det samme som adaptation

Det første nødvendige skel går mellem transmedia storytelling og adaptation. Når en roman bliver filmatiseret, bliver den samme grundhistorie oversat til et andet medie. Filmversionen kan ændre scener, komprimere personer eller tilføje nye elementer, men dens primære opgave er stadig at genfortælle et eksisterende forløb. Transmedia arbejder anderledes. Her skal et nyt medie helst udvide storyworlden med materiale, der ikke blot gentager hovedværket. En kortfilm kan for eksempel vise en hændelse, som romanen kun antyder. Et website kan indeholde et fiktivt dokument fra universet. En podcast kan lade en biperson fortælle om begivenheder, som hovedpersonen aldrig oplevede. Det betyder ikke, at publikum skal følge alle formater for at forstå den centrale historie. Tværtimod fungerer mange af de bedste modeller sådan, at hovedværket kan stå alene, mens de andre medier belønner dem, der ønsker mere. Det er en vigtig kvalitet i et projekt, der både vil være litteratur og digitalt univers. Hvis læseren tvinges til at lede efter afgørende plotinformation på tre forskellige platforme, bliver formatet hurtigt en barriere. Hvis de ekstra medier i stedet giver dybde, perspektiv og genbesøgsværdi, bliver de en udvidelse. Forskellen kan derfor formuleres enkelt: adaptation fortæller grundlæggende den samme historie i en ny form, mens transmedia fortæller mere af den samme verden gennem forskellige former.

Hvert medie skal have en fortællefunktion

Henry Jenkins fremhæver et centralt princip, hvert medie bør yde sit eget særlige bidrag til den samlede oplevelse. Det princip er mere krævende, end det lyder. Et projekt kan let ende med at publicere den samme tekst som bog, webside, Facebook opslag og video med oplæsning. Det er krydsmedial distribution, men det er ikke nødvendigvis transmedia storytelling, fordi indholdet ikke ændrer funktion fra medie til medie. En stærkere model begynder med at spørge, hvad hvert medie gør bedst. Prosa er stærk til indre perspektiv, præcis rytme og længere karakterudvikling. Fotografier kan gøre personer, objekter og steder sanseligt konkrete. Et digitalt galleri kan vise forandring over tid. En interaktiv tidslinje kan gøre kronologi overskuelig. Et fiktivt magasinindlæg kan give adgang til en karakter gennem den tekst, vedkommende selv har skrevet. En lydoptagelse kan give stemme, tøven og nærvær, som ikke kan genskabes fuldt ud i en transskription. Når formaterne får forskellige narrative roller, opstår der reel arbejdsdeling. Det betyder også, at nogle medier bevidst kan fravælges. Hvis en video ikke fortæller noget, som teksten og billederne ikke allerede fortæller bedre, er den ikke nødvendig. Transmedia bør derfor ikke måles på antallet af platforme, men på kvaliteten af forbindelserne mellem dem. Et lille univers med tre præcist valgte formater kan være mere transmedialt end en stor kampagne, der gentager det samme budskab ti steder.

Storyworlden er vigtigere end den enkelte platform

Transmedia storytelling fungerer særligt godt, når udgangspunktet er en storyworld, altså en fortælleverden med personer, steder, tidslinje, relationer, konflikter og hændelser, der rækker ud over én enkelt scene eller ét enkelt plot. Jenkins peger netop på worldbuilding som en central drivkraft, fordi en rig verden kan rumme flere historier uden at hovedfortællingen skal bære dem alle. Det er relevant for litterære projekter, hvor en roman kan have en klar dramatisk bevægelse, mens universet omkring den indeholder meget mere materiale, end der er plads til i bogen. En biperson kan have en fortid, et sted kan have sin egen historie, et objekt kan have betydning på tværs af flere fortællinger, og en senere begivenhed kan ændre læserens forståelse af noget, der allerede er læst. I en transmedial model behøver alt dette ikke blive forklaret i hovedteksten. Noget kan ligge i et digitalt lag, noget kan få sin egen historie, og noget kan forblive usagt, indtil et senere format gør det relevant. Det kræver til gengæld, at storyworlden har en stabil intern logik. Hvis en dato, relation eller karakteroplysning ændrer sig mellem medierne, bliver udvidelsen ikke oplevet som dybde, men som fejl. Derfor bliver kanon, kontinuitet og versionsstyring en kreativ forudsætning. Jo flere medier der bidrager med nye brikker, desto vigtigere er det, at alle brikker kommer fra samme redaktionelle sandhed.

Hovedhistorien skal stadig kunne stå alene

En af de mest nyttige regler for et litterært transmedia projekt er, at hovedhistorien bør kunne forstås og opleves uden tvungen jagt på ekstramateriale. Jenkins beskriver udfordringen som en balance mellem adgang for nye brugere og belønning af dem, der følger fortællingen på tværs af medier. Hvis det kun er muligt at forstå et vigtigt vendepunkt ved at have set en video på en anden platform, risikerer man at straffe læseren for at vælge bogen. Hvis videoen i stedet viser, hvordan en anden person oplevede vendepunktet, får den interesserede læser mere, uden at hovedteksten bliver defekt. Den forskel er afgørende. Transmedia skal helst skabe additive oplevelser, ikke lappe huller i et utilstrækkeligt hovedværk. For et projekt som Herstasia betyder det, at en bog eller en selvstændig online historie skal have sin egen dramaturgiske helhed. Personprofiler, gallerier, steder, baggrundstekster og andre digitale lag kan gøre oplevelsen større, men de bør ikke være nødvendige for at forstå, hvorfor en karakter handler, som vedkommende gør. Det gør samtidig universet mere tilgængeligt. Nogle læsere vil kun følge hovedhistorien, andre vil undersøge næsten alt. Begge typer bør føle, at deres læsemåde er legitim. Når hovedværket står stærkt alene, bliver ekstramaterialet en invitation. Når hovedværket er afhængigt af ekstramaterialet, bliver det hurtigt en instruktion. Den første model skaber nysgerrighed, den anden kan skabe pligt.

Digitale lag kan gøre en bog større uden at gøre den længere

Et af de mest interessante potentialer ved transmedia for litteratur er, at et fortælleunivers kan vokse uden at hovedbogen bliver overbelastet. En roman har brug for fokus. Selv en vigtig person kan ikke få hele sin biografi forklaret, hvis den ikke tjener den aktuelle scene eller karakterbue. Et sted kan være rigt på historie, men en lang redegørelse kan bremse fortællingen. Et fotografi, en avisartikel, et brev eller en genstand kan være spændende, men ikke nødvendigvis høre hjemme som flere siders forklaring midt i et dramatisk forløb. Et digitalt univers kan give sådant materiale sit eget rum. Her kan læseren åbne et personportræt efter behov, se billeder fra forskellige perioder, følge en tidslinje eller læse en tekst, der eksisterer inde i fiktionen. Det er ikke blot bonusmateriale, hvis indholdet er tænkt som en del af storyworlden og giver ny forståelse. Det bliver en anden måde at erfare universet på. Denne model er særlig velegnet til historier med flere hovedpersoner, længere tidsforløb og tilbagevendende steder, fordi det digitale lag kan fastholde sammenhænge, som hovedteksten kun viser i glimt. Samtidig skal forfatteren kunne lade noget være udeladt. Transmedia er ikke et argument for at offentliggøre alle noter fra skriveprocessen. Hvert ekstra lag bør have en klar grund til at eksistere, og det bør enten fortælle noget nyt, ændre perspektiv eller gøre et allerede kendt element mere konkret.

Online kapitler kan være mere end korte kopier

Når et litterært projekt både har en bogversion og online kapitler, opstår spørgsmålet om, hvorvidt de digitale tekster blot skal være forkortede gengivelser. Hvis de kun komprimerer samme forløb, er der tale om en alternativ version, ikke nødvendigvis transmedia. De kan stadig være værdifulde, fordi de giver en anden læseform, men det transmediale potentiale opstår først, når online formen udnytter sit eget rum. Et online kapitel kan eksempelvis vælge en anden scenisk vægtning, åbne visuelle elementer mellem afsnittene, forbinde personer og steder direkte eller give adgang til materiale, som den trykte bog bevidst lader ligge uden for hovedforløbet. Det betyder ikke, at den digitale version skal ændre kanon. De samme begivenheder og relationer skal stadig være sande. Forskellen ligger i udvælgelse, perspektiv og adgang. En kortere online fortælling kan fungere som en selvstændig indgang til universet og samtidig pege videre til den lange version for den læser, der ønsker mere. Dermed bliver forholdet mellem medierne ikke kopi og original, men to redaktionelle niveauer omkring samme storyworld. Det kræver præcis versionsstyring. Hvis den lange historie ændres, må den digitale adaptation kontrolleres, så den ikke fastholder gamle oplysninger. Denne form for transmedial tænkning ligger tæt på klassisk redaktionelt arbejde, men den digitale struktur gør afhængighederne mere synlige og mere permanente.

Sociale medier er kun transmedia, når de fortæller noget

Sociale medier nævnes ofte automatisk, når transmedia storytelling beskrives, men en Facebook side, Instagram profil eller TikTok konto er ikke i sig selv en fortælleudvidelse. Hvis platformen kun deler links, citater, forsider og annoncer for hovedværket, er dens funktion markedsføring. Det kan være god og nødvendig markedsføring, men begreberne bør ikke blandes sammen. Sociale medier bliver narrative, når de bidrager med indhold, der eksisterer som en meningsfuld del af storyworlden. En karakter kan for eksempel have en konto, hvor opslagene afspejler karakterens perspektiv på et bestemt tidspunkt. En fiktiv institution kan offentliggøre materiale, som passer til universets kronologi. En serie billeder kan dokumentere en udvikling, som hovedhistorien ikke viser direkte. Den slags greb kan skabe stærk nærhed, men de er også risikable. Platforme ændrer regler, opslag kan forsvinde, og nye læsere kan møde indholdet i en helt anden rækkefølge end planlagt. Derfor bør afgørende kanon ikke være afhængig af et socialt medie, som projektet ikke selv kontrollerer. Den mest robuste løsning er ofte at lade sociale medier fungere som levende satellitter omkring et stabilt website eller en bog, hvor det væsentlige indhold kan arkiveres. På den måde kan platformene skabe tilstedeværelse og oplevelse uden at blive eneste opbevaringssted for fortællingen. Det er særligt vigtigt for et langsigtet litterært projekt, der gerne skal kunne læses mange år efter den første udgivelse.

Transmedia kræver strengere kontinuitet end én bog

Når en historie findes i ét manuskript, kan en kontinuitetsfejl ofte rettes ét sted. Når samme storyworld lever i bog, online tekster, personprofiler, gallerier, artikler og måske senere andre medier, kan en lille ændring forplante sig gennem mange udgivelser. Hvis en persons arbejdssted ændres, kan det påvirke en scene, en biografi, et billede, en tidslinje og et senere digitalt dokument. Transmedia storytelling gør derfor story management til en central del af det kreative arbejde. En praktisk model er at have en kanonisk styring, hvor personer, steder, datoer, relationer, objekter og afsløringsgrænser har faste identiteter og en tydelig gældende version. Afledte tekster bør kunne spores tilbage til den kilde, de bygger på. Det kan virke teknisk, men effekten er litterær. Når kontinuiteten er sikker, kan læseren stole på, at et dokument eller et billede ikke tilfældigt modsiger hovedhistorien. Det gør worldbuildingen mere overbevisende. Samtidig bliver ændringer lettere at håndtere, fordi man kan se, hvilke dele af universet der skal kontrolleres. I et projekt som Herstasia er denne disciplin særlig relevant, fordi fortællingen netop kan eksistere i flere tekstlængder og digitale lag. Transmedia er derfor ikke bare et spørgsmål om kreativ ekspansion. Det er også et spørgsmål om at bevare én sand historie på tværs af forskellige udtryk. Uden den redaktionelle kerne bliver mangfoldigheden hurtigt til fragmentering.

Ikke alt ekstramateriale behøver være kanon

Et transmedialt univers kan rumme flere typer materiale, og det er nyttigt at skelne mellem kanonisk fortælling, dokumentation og materiale om tilblivelsen. Et fiktivt brev skrevet af en karakter kan være en del af storyworlden. En artikel om karakterbuer kan forklare den metode, forfatteren arbejder med, uden selv at være fiktion. Et behind the scenes indblik kan vise, hvordan et setup blev planlagt, men bør ikke automatisk ændre læserens forståelse af, hvad der faktisk er sket i universet. Hvis disse lag blandes sammen, bliver det uklart, hvad der er historie, og hvad der er kommentar til historien. For et videns og inspirationsunivers omkring et litterært projekt er den adskillelse en styrke. De faglige artikler kan stå som selvstændig viden for mennesker, der interesserer sig for fortælling, mens de samtidig giver kontekst til projektets metode. Behind the scenes materiale kan henvende sig til den læser, der vil forstå skriveprocessen. Den kanoniske fiktion kan fortsat læses uden begge dele. Transmedia behøver altså ikke betyde, at alle publicerede formater foregiver at være dele af den fiktive virkelighed. Det afgørende er, at projektet ved, hvilken funktion hvert lag har, og at læseren kan forstå forskellen. En tydelig redaktionel arkitektur gør det muligt at kombinere litteratur, dokumentation, faglig formidling og oplevelse uden at gøre selve fortælleverdenen uklar.

Det bedste næste medie vælges ud fra historien

Transmedia kan let udvikle sig til en ønskeliste over teknologier. Man kan forestille sig podcast, video, spil, sociale profiler, augmented reality og interaktive kort, før man har afgjort, om historien faktisk har brug for dem. En mere holdbar metode er at begynde med et konkret narrativt behov. Hvis et sted spiller en vigtig rolle, kan billeder eller et kort være oplagt. Hvis en karakter skriver professionelt inde i fiktionen, kan en selvstændig artikel være en naturlig udvidelse. Hvis en scene handler om musik, kan lyd senere give et ekstra lag, men kun hvis rettigheder, teknik og tilgængelighed kan håndteres ordentligt. Hvis publikum skal kunne undersøge komplekse relationer, kan en digital tidslinje eller et persongalleri være stærkere end endnu en tekst. Denne behovsdrevne tilgang beskytter projektet mod funktioner, der ser imponerende ud, men ikke tilfører fortællingen noget. Den gør også udviklingen mere realistisk. Et transmedialt univers behøver ikke lanceres fuldt ud på første dag. Det kan vokse lag for lag, så længe den underliggende storyworld og kanon kan bære udvidelsen. Det er ofte en fordel for et litterært projekt, fordi nye medier kan tilføjes, når de har en faktisk funktion og en teknisk holdbar løsning. Transmedia bør derfor ikke forstås som et slutmål. Det er en metode til at stille et mere præcist spørgsmål, hvilket medie kan fortælle netop denne del af verden bedre end de medier, vi allerede bruger?

Hvor transmedia giver mening for Herstasia

For Herstasia er transmedia relevant, fordi projektet allerede har en kerne, der egner sig til flere typer adgang uden at kræve, at selve hovedhistorien splittes op. Den lange skrevne fortælling kan være den litterære rygrad. Online kapitler kan fungere som selvstændige indgange med en mere koncentreret læserytme. Personer og steder kan få digitale præsentationer, der samler billeder og oplysninger uden at belaste scenerne med forklaring. Gallerier kan vise udvikling over tid, og fiktive tekster, som eksisterer inde i fortællingen, kan få deres eget liv som dokumenter. Et videns og inspirationsunivers kan samtidig forklare de fortælletekniske valg uden at blive en del af fiktionens kanon. Behind the scenes materiale kan senere åbne skriveprocessen og vise, hvordan karakterbuer, setup, payoff og andre narrative valg er blevet udviklet. Det er allerede en form for mediemæssig arbejdsdeling. Den behøver ikke pyntes med flere platforme for at være interessant. Tværtimod bør næste udvidelse kun komme, når den løser et konkret fortællebehov. Det kan senere være lyd, video eller en anden interaktiv form, men værdien skal måles på, hvad den tilfører storyworlden. Den stærkeste transmediale strategi for Herstasia er derfor ikke maksimal spredning. Det er en kontrolleret udbygning, hvor hver ny form har en tydelig rolle, hovedhistorien fortsat kan stå alene, og alle dele bygger på den samme kontinuitet.

Fagligt grundlag

Begrebet transmedia storytelling er især forbundet med Henry Jenkins og hans bog Convergence Culture fra 2006 samt hans senere forklaringer i blandt andet Transmedia Storytelling 101 fra 2007 og teksterne om transmediale principper fra 2009. Jenkins beskriver transmedia som en koordineret spredning af fortællingselementer over flere medier, hvor hvert medie ideelt giver et selvstændigt bidrag. Hans arbejde er vigtigt, men feltet er bredere end én definition. Carlos A. Scolari analyserede i 2009 transmedia som narrative verdener, forskellige implicitte publikummer og branding i moderne medieproduktion. Marie Laure Ryan og Jan Noël Thon samlede i Storyworlds across Media fra 2014 et mere narratologisk perspektiv på, hvordan storyworlds kan eksistere på tværs af medier, og hvordan hvert medies egenskaber påvirker fortællingen. Forskningen viser også, at grænsen mellem transmedia, adaptation, franchise og crossmedia ikke altid er skarp i praksis. Derfor er det mest nyttigt at bruge begrebet præcist frem for prestigefyldt. I denne artikel bruges transmedia om en koordineret udvidelse af samme storyworld, hvor forskellige medier bidrager med forskelligt narrativt indhold. Almindelig markedsføring, direkte genudgivelse og adaptation regnes ikke automatisk som transmedia. Denne afgrænsning gør begrebet mere anvendeligt for litterære projekter, fordi den retter opmærksomheden mod fortællefunktion, kontinuitet og publikums adgang frem for antallet af platforme.